Fra "Sider til en håndbog"

Sundhed/sygdom


Sygdomme, der forstyrrer drøvtygningen

Inden vi ser på de sygdomme, der kan forekomme hos får på grund af en forkert fodring, det være sig på grund af forkert fodersammensætning eller på grund af forkert udfodring, som griber forstyrrende ind i deres drøvtygning, vil vi først se på fårets fordøjelsessystem. En nærmere forståelse af dette unikke system vil gøre det lettere for fåreavleren at undgå de pågældende sygdomme.
Fåret hører til de flermavede dyr, normalt kaldet drøvtyggere. Disse dyr har i modsætning til de eenmavede dyr, hvortil mennesket hører, en række maver, der sætter dem i stand til at behandle og nedbryde foder på en mere grundig måde end de eenmavede og dermed også til at udnytte foder, som slet ikke kan omsættes af andre. Uden drøvtyggerne ville vi ikke være i stand til at udnytte ret meget af de græsmarksafgrøder, der dyrkes jorden over.

Anatomi
For enden af spiserøret er der fire maver, vommen, netmaven, bladmaven og løben. Den sidste svarer til vores mave. Når fåret æder noget, bliver det i første omgang ikke tygget og findelt ret meget, men bliver bare slugt og kommer ned i vommen. Denne er et stort, sækformet organ, der ved hjælp af en indsnævring er delt i to afdelinger - den øvre vompose og den nedre. Vommens indre overflade består af en slimhinde, der er formet som en masse små tungeformede papiller. Selve vomvæggen er ret muskuløs og kontraherer sig med passende mellemrum. Kontraktionerne løber som bølger hen over vomvæggen, hvor vompapillerne griber fat i foderet, som bliver kastet rundt fra det ene hjørne til det andet. Kontraktionerne forløber efter et bestemt mønster, der - når fåret er blevet færdig med at indtage foder - sørger for, at noget af det grovere foder kastes frem i netmaven. Denne er på indersiden besat af et netværk af ret stærke slimhindefolder. Nu kontraherer netmaven sig og samler foderet til noget, der ligner en bolle. Denne bliver nu presset op i bollerende, der er en muskuløs rende, der fører op til spiserørets indmunding i vommen. Her udløses en refleks, der bevirker, at foderbollen nu føres op igennem spiserøret tilbage til munden, hvor den hurtigt bliver tygget godt igennem af kindtænderne, hvorved foderet bliver findelt, inden det bliver slugt igen.
Ind imellem løber og presses vomindhold gennem åbningen til netmaven. Denne er en lille næsten kuglerund mave, hvis indre slimhinde består af en masse folder, der står ud fra væggen og når næsten ind til midten af maven. Skærer man maven over midt på, ser den ud som et hjul, hvor slimhindefolderne står som egerne i et hjul. Fra bladmaven løber indholdet ud i løben, der er sækformet og ligger i venstre side af den forreste del af bughulen, nærmest under de andre maver.
Fra løben kommer føden ud i en meget lang tyndtarm, der fortsætter i en tyktarm, der igen slutter med det, vi kalder endetarmen, der er den sidste meter af tarmsystemet. På overgangen mellem tynd- og tyktarm sidder blindtarmen som en stor udposning. Alle tarmene ligger i et bestemt system i den bagerste del af bughulen og opfylder rummet bag maverne. Alle tarme og maver er ophængt i slimhindefolder kaldet krøset, der udgår fra bughulens loft. Det fører blandt andet blodkar frem til hele systemet. Leveren er også hængt op i krøset. Den ligger i højre side ind over netmave og bladmave.

Funktion
Hvordan fungerer og omsætter disse maver nu foderet? Som sagt blandes det indtagne foder i vommen. For at dette kan ske på en optimal måde er det vigtigt, at der er struktur i det. Det vil sige, at der skal være stråfoder, som vompapillerne kan få fat i, når blandingen skal mikses. Er det hele kun fint formalet, kan dette ikke ske, og vi får ikke den rigtige opblanding. Der skal også være en vis mængde væske tilstede.
Indholdet i vommen ligner en kraftig suppe. Det består ud over selve foderet af en utrolig masse microorganismer. Der er svampe, amøber, bakterier og mange andre arter af fortrinsvis eencellede organismer. Disse angriber foderet og omsætter det. Det meste bliver nedbrudt til dets oprindelige bestanddele, aminosyrer, sukkerarter, flygtige fede syrer osv. Disse bestanddele bliver så af de samme microorganismer igen opbygget til proteinstoffer, enzymer, vitaminer osv. Og det er disse stoffer, fåret optager fra tarmkanalen. Nogle stoffer, herunder visse proteinstoffer, angribes ikke, men passerer videre i systemet og omdannes først, når de kommer frem til blind- og tyktarmen, hvor der også foregår en nedbrydning, omdannelse og optagelse af næringsstoffer.
Når foderet er blevet nedbrudt og omdannet i vommen, passerer det videre gennem bladmaven. Her optages der en del væske, og når det når frem til løben, begynder der så en bearbejdning af det, som svarer til den, der sker i de eenmavede dyr. Fra vommen optages der en del flygtige fede syrer, men ellers ikke ret meget. I virkeligheden er vommen en stor forgæringstank, som kan sammenlignes med for eksempel de tanke, man brygger øl i, eller forgæringstankene i et rensningsanlæg. Blot er processerne i vommen meget mere omfattende og specialiserede. Det hele foregår inden for et snævert temperaturinterval, ligesom også pH holdes inden for bestemte rammer.
Dette, at store dele af foderet i vommen faktisk nedbrydes helt til grunden, er årsagen til, at fårene kan udnytte de cellulosestoffer og lignende, der udgør en meget stor bestanddel af planter, og som ellers er så svært nedbrydelige, at eenmavede dyr ikke kan få det fulde udbytte af dem, da de kun har enzymer og andre fordøjelsesvæsker til rådighed i deres fordøjelsessystem.

Fodringsbetingede sygdomme
Til daglig fungerer dette meget højt udviklede og komplicerede system heldigvis upåklageligt, men engang imellem optræder der fejl i dets funktion - fejl, der hurtigt kan blive meget alvorlige, ja direkte livstruende for dyret. Disse fejl beror ofte på en forkert fodring, enten for meget eller for lidt af et foderemne. I nogle tilfælde opstår disse fejl af årsager, som vi som fåreholdere ikke kan forudse, men ofte er det på grund af vores uvidenhed eller tankeløshed, og sådanne situationer skal vi prøve at undgå.
I det følgende gives en kort beskrivelse af de mest almindeligt forekommende sygdomme.

Sur vom
Sygdommen kaldes også for vomacidose. Den skyldes primært, at pH i vommen bliver for lav. Når dette sker, stopper drøvtygningen hurtigt, vombevægelserne tager af, og bliver der ikke skredet ind, vil pH falde yderligere. Når den når et vist punkt, sker der ætsninger af slimhinden, og uønskede stoffer passerer så over i blodet og forværrer tilstanden yderligere.
Der er en meget stor bufferkapacitet i vomvædsken, men den kan ikke klare meget store belastninger.
Indeholder foderet for lidt struktur, kan vi se en gradvis udvikling af vomacidose. Det skyldes, at vompapillerne ikke kan få godt nok fat i foderet og mikse det ordentligt. En mere akut form ses, når der pludseligt tilføres ekstra store mængder af letfordøjeligt foder.

Forebyggelse
Sørg for, at det samlede foder indeholder en passende mængde strukturrigt foder. Fodres der med store mængder kraftfoder, vil det være en god ide at tildele det ad flere gange i løbet af dagen. Det er også en god ide at give stråfoderet først og så vente med kraftfoderet, til fårene har indtaget noget stråfoder. Gør man det omvendt, risikerer man, at fårene æder sig mætte i kraftfodret og ikke indtager tilstrækkeligt stråfoder bagefter.
Bruger man korn som kraftfoder, er det bedst at tildele det som hel korn. Er det formalet eller valset, vil det forgære meget hurtigere. Man skal ikke være nervøs, fordi man ser enkelte kerner komme hele ud igen. Kraften er suget ud af dem. I pillefoder er kornet meget fint formalet, hvorfor man skal være ekstra påpasselig med udfodringen.
Endelig skal man altid lave alle foderændringer gradvist, så vomfloraen kan nå at omstille sig til den ændrede forgæring.
Opbevar altid kraftfoder på en sådan måde, at fårene ikke kan komme til at æde det, hvis de får adgang til det. Et får, der har ædt 50 g kraftfoder pr. kg legemsvægt, er der ingen, der kan redde.
Fodrer man med store mængder kraftfoder, vil det være en god ide at tilsætte foderet 10-15 gram foderkridt. Dette vil neutralisere noget af syreudviklingen. Det gælder specielt, hvis man fodrer med pillefoder.

Behandling
Er der udviklet sur vom, bør man straks tage kraftfoderet fra dyrene og tilbyde dem hø. Et tilskud af 50 g natriumbikarbonat (natron) flere gange om dagen vil kunne klare lettere tilfælde. Ved svære tilfælde skal man tilkalde dyrlæge.

Trommesyge
Dette er en tilstand, hvor der pludseligt udvikles store mængder luft eller skum i vommen - så store mængder, at fåret ikke kan holde trit med at ræbe dem op. Når der er dannet en tilstrækkelig stor luftpude, lukkes der for indgangen til spiserøret, og så udvikles luftboblen meget hurtigt.
Trommesyge ses heldigvis ikke så ofte hos får som hos kreaturer. Det kan opstå ved fodring med meget letfordøjeligt foder, men vil typisk ske, når fårene græsser på meget kløver- eller lucernerige marker, især hvis de ikke er vant til at græsse der, men pludselig lukkes ind på dem.

Forebyggelse
Hvis får skal sættes på en meget kløverrig mark, skal de ikke gå der ret længe den første dag. Lad især være med at lukke dem derind, så længe der er dug på græsset.

Behandling
Træk rundt med fåret. Kan du finde en grøft eller lignende, er det en god ting at trække med dem, så de kommer til at stå meget lavt med bagbenene. Man kan prøve at tappe luften af dem ved at stoppe en halv tommes haveslange ned i halsen på dem. Den skal ca. 75 cm ned, så den når frem til vommen. 50 gram natron vil neutralisere udviklingen af luft og en spiseskefuld opvaskemiddel i lidt vand vil lægge skummet, hvis der er udviklet meget af dette. Pas på med at hælde olie i dem. Får de lidt af det i lungerne, dør de meget hurtigt af kvælning.
Gør noget, så snart du ser det. Det kan nemlig gå meget hurtigt med luftudviklingen.

Fremmedlegemer
Hos kreaturer er det meget almindeligt, at de optager fremmedlegemer af metal eller lignende. Disse vil kunne perforere mavevæggen. Det er som regel i netmaven, de gør det, når denne kontraherer sig og danner foderbollen. Der udvikles så en bughindebetændelse på ydersiden af maven, der dels lodder maven fast til bugvæggen, dels er meget smertefuld for dyrene, der holder op med vombevægelser og drøvtygning.
Symptomerne er en hurtig, meget overfladisk respiration, en let krum ryg og dannelse af en lille luftpude over vomindholdet, som kan mærkes, når man føler ind i venstre flanke. Dyrene står helst op. Er de kommet ned at ligge, rejser de sig nødigt. Der vil til at begynde med være feber, men den falder hurtigt, så den kun er en streg eller to over normalen.

Forebyggelse
Pas på, der ikke kommer metalstykker i fodret. Smid aldrig nye eller gamle søm, skruer eller trådstykker, hvor fårene færdes, eller hvor der skal bjærges foder til dem. Pas på, at hegnstråd ikke kommer med i ensilagen, når afgrøden høstes eller snittes.

Behandling
Kræver dyrlægeassistance.

Drægtighedssyge
Denne sygdom udvikles i de sidste uger af drægtigheden. Den primære årsag er, at der ikke i blodet er energi nok til rådighed. Da fåret først og fremmest vil søge at beskytte fostret, vil tilgængelig energi blive brugt til at tilfredsstille lammenes krav, hvorfor blodsukkerindholdet falder. Eventuelt ophobes der ketonstoffer i blodet. Disse er produkter, der dannes ved nedbrydning af fedtstofferne i leveren, men som normalt omdannes videre til sukker med det samme. Denne proces kan imidlertid gå i stå, hvis der ikke er letfordøjelig næring nok.
Man ser fortrinsvis drægtighedssyge hos får, der er drægtige med to eller flere fostre. Det kan ses hos både meget fede dyr og hos magre dyr. I begge tilfælde er det, fordi der ikke omsættes foder nok i vommen.
Højdrægtige får, især dem, der er drægtige med flere lam, har et meget stort energibehov på grund af lammenes meget kraftige vækst sidst i drægtigheden. Behovet er så stort, at vommens kapacitet for foderomsætning skal udnyttes til det yderste. Er der tale om meget fede dyr, har fåret det problem, at det kommer til at knibe med plads i bughulen. Fedtet sidder jo ikke kun på ydersiden, men også i krøset og under bughinden. Det meget fedt samt de store fostre kan tage så meget plads op, at vommens omfang bliver stærkt reduceret og kapaciteten dermed nedsat. Hos de magre dyr er det et spørgsmål om, at der simpelt hen ikke tilføres foder nok af tilstrækkelig god kvalitet.
Nedsat blodsukkerkoncentration eller forhøjet indhold af ketonstoffer i blodet vil bevirke nedsat eller ophørt drøvtygning og dermed ophørt ædelyst. Fårene begynder at gå for sig selv, læne sig op af inventar eller presse hovedet ind i et hjørne. De virker blinde. Senere lægger de sig og vil nødigt rejse sig.

Forebyggelse
Få fårene scannet. Så ved man, hvilke der er i risikogruppen. Hold godt øje med huldet i løbet af drægtigheden og få fodringen justeret i overensstemmelse med huldudviklingen. Huldet skal helst holdes på et huldtal på 3 og nødigt komme under 2.5 hos højdrægtige får. Sørg for strukturfoder, men det må ikke fylde for meget. Ensilage, hvor der skal store mængder til en foderenhed, duer ikke til højdrægtige dyr. Der er simpelt hen ikke plads nok i vommen til, at fåret kan omsætte tilstrækkelige mængder. Har man ikke god ensilage eller hø, kan man bruge græs- eller roepiller. Øg kraftfodermængden, men del den i flere daglige portioner og tilsæt kridt til foderet, især hvis der er tale om pillefoder. Der er ikke kun brug for energi. Der skal også være tilstrækkeligt protein. Visse typer af proteinfoder har den fordel, at det ikke omsættes i vommen, men først i tyktarmen. Bruger man sådant protein, aflaster man vommen, der så ikke også skal omsætte dette foder. Især fiskemel indeholder meget af den slags protein, men er desværre for tiden ikke tilladt som foder til drøvtyggere. Soyaskrå og rapskager indeholder dog også betydelige mængder af den slags protein.
Proteinet er især vigtigt til de meget fede får. De skal nemlig bruge det til at få deres eget fedt mobiliseret og transporteret til leveren, hvor det kan omsættes til glucose, der er det energistof, der er nødvendigt for at opbygge fostrene.
Kontakt konsulenten og få foderplanen diskuteret med ham.

Behandling
Er der optræk til drægtighedssyge hos et eller flere får, så give dem 50-100 ml propylenglycol to gange dagligt og få foderet justeret. Lav huldbestemmelse på de andre får og find ud af, om der er flere, der er i risiko for at blive syge.
I stedet for propylenglycol kan man bruge glycerin i samme dosering, natriumpropionat 50-75 gram to gange dagligt eller Stimul eller lignende remedier, der forhandles til behandling af ketose hos køer. Du kan få det hos din dyrlæge eller på foderstoffen.
Er dyrene meget syge, skal du tilkalde dyrlæge, men det skal være, inden de ligger og har udviklet kramper, for så kan selv dyrlægen ikke stille noget op.

Mangelsygdomme
Det er ikke tanken her at komme ind på alle de mangelsygdomme, der kan forekomme, eller hvordan man behandler dem. Det vil blive omtalt i en anden artikel. Det er ikke mange af de livsnødvendige stoffer, hvor underforsyning har indflydelse på drøvtyggerfunktionen, men der er dog nogle få, der skal nærmere omtales her.

Coboltmangel
Cobolt er et mineral, der er livsvigtigt for alle drøvtyggere. De skal nemlig bruge det til opbygning af B-12 vitamin, der er livsvigtigt for ethvert varmblodet dyr. De eenmavede dyr kan ikke selv danne B-12, men skal have det direkte tilført. Drøvtyggerne kan derimod selv danne det, blot de får noget cobolt. Til gengæld er de meget dårlige til at udnytte ren B-12 vitamin i foderet.
Det er meget små mængder af cobolt, der er brug for, da det kun bruges til B-12 dannelse, men som sagt er det livsvigtigt, at det er der. Får dyrene ikke cobolt, vil de udvikle forskellige symptomer, hvoraf de vigtigste er, at de mister appetitten og går helt i stå. I store dele af Danmark, især i Jylland, er der ikke nok cobolt i jorden til at tilfredsstille fårenes behov, hvis de udelukkende fodres med hjemmeavlet foder.

Forebyggelse
Sørg for, at alle får og lam får tildelt mineralfoder med cobolt. Da fårs behov for kobolt er større end kreaturers, skal man i egne, der er coboltfattige, og det er først og fremmest alle magre jorder og strandenge, bruge fåremineraler, da kvægmineralblandinger ikke indeholder tilstrækkeligt cobolt. Man skal også sørge for, at dyrene har adgang til det året rundt, og at de så vidt muligt også æder det.

Calciummangel
Det er ret sjældent, vi ser egentlig calciummangel hos får, men det kan forekomme, især i den sidste del af drægtigheden. Alle græsser og grovfoder i det hele taget er calciumrige, hvorimod kraftfoderet indeholder meget fosfor. Der skal være overskud af calcium i foderet i forhold til fosfor, ideelt skal forholdet være 2:1. I den sidste del af drægtigheden, hvor kraftfodermængden øges, kan dette forhold udvikle sig i uheldig retning, hvis man ikke giver mineralfoder efter forskrifterne eller sætter kridt til fodret.
Kommer fårene i stort underskud med calcium, kan de udvikle en lammelsestilstand, der minder om mælkefeber hos køer. Først lammes vommen og senere dyrene selv, og det bliver nødvendigt med tilskud af calcium. Har situationen udviklet sig så meget, at dyrene ikke kan stå, skal de have calcium indsprøjtet under huden, men eller kan man prøve med nogle af de præparater, der er beregnet til at forebygge mælkefeber hos køer. Disse gives gennem munden.

Forebyggelse
Sørg for ved hjælp af mineralfoder, at foderets indhold af kalk og fosfor er nogenlunde afstemt. Snak med konsulenten, hvis du er i tvivl.

Magnesium mangel
I almindelighed er mangel på magnesium ikke et problem, men lige efter læmningen, hvor mælkeydelsen er meget stor, kan det forekomme. Det sker især, hvis får og lam lukkes ud på ny, meget kraftigt græs, og især hvis dette græs har fået tilført store mængder kvælstof og kali inden for de sidste 3-4 uger. Falder magnesiumindholdet i blodet under en vis værdi, vil dyrene udvikle lammelse og hurtigt derefter kramper.

Forebyggelse
Sørg for, at får med lam, der kommer ud på gødede græsmarker, har adgang til en mineralblanding, hvor der er magnesium i. Giv dem eventuelt supplerende foder, så de ikke æder helt så meget af græsset som ellers.

Behandling
Dyr, der falder om med kramper, skal hurtigst muligt have indsprøjtning med kalk og magnesium under huden. Ring efter dyrlæge med det samme og sig til ham/hende, at det drejer sig om akut græsforgiftning.

Forgiftninger
En række giftstoffer kan lamme vommens funktion. Det er især giftstoffer, der optræder i planter, der gør det, hvorfor der henvises til "Sider til en Håndbog", september 2002: Planteforgiftninger.
Generel forebyggelse: HOLD ALTID ØJE MED DINE FÅRS DRØVTYGNING.

Kilde:
"Sider til en håndbog", redigeret af Svend Bek-Pedersen, Ivar Kristoffersen og Peter Busch.
Denne artikel om drøvtyggerfunktionen og sygdomme, der forstyrrer drøvtygningen er en af en række artikler om grundlæggende og væsentlige temaer inden for fåreavl, som Dansk Fåreavl har udgivet.
Det er et ringbind i A4-format, som indeholder 130 sider fagligt stof samt indholdsoversigt og skilleblade. Pris: Kr. 325,00 incl. moms. Kan rekvireres hos:
Dansk Fåreavls Bogforlag, Aggervej 28, 770 Vestervig. Tlf. 97941690, fax 97941671, email: faareavl@sheep.dk.