Ensidig fodring med ensilage og hø
til højdrægtige
får med flere fostre
- Påvirkninger
af huld, råmælksproduktion og tilvækst af lam
Af
agronom Anne-Mette Christensen
(Fra
"Dansk Fåreavl" nr. 11/12 2000)
I det sidste års
tid har jeg undersøgt, hvorledes fodring med ensilage eller hø
påvirker det højdrægtige får og den senere
mælkeproduktion. Jeg har opstillet mit eget forsøg og sammenlignet
med de fodringsforsøg, som andre har lavet og beskrevet i udenlandsk
litteratur. Nu har jeg fået den fornøjelse at skulle præsentere
de resultater, som kan have interesse i Danmark på praktisk besætningsniveau.
Jeg ønsker med dette indlæg at give en lille indsigt i
mine resultater, før jeg både på Fagmøde 2000
og ude i distrikterne hér i efteråret vil beskrive forsøget
og resultaterne grundigere.
Det
er vigtigt at bemærke, at de resultater, som dette forsøg
viste, ikke fuldstændigt kan overføres til praksis, da
bl.a. forhold som flokstørrelse, antal udfodringer og management
betyder meget. Men når der skal vises nogle tendenser og for at
afdække grundviden, må der opstilles forsøg, hvor
fårene fodres enkeltvis og følges på en måde,
som ellers ikke er mulig i praksis.
Problemstilling
I
drægtighedsperioden opnår fostrene 70 procent af deres vægt
i de sidste seks uger af drægtigheden. Foderoptagelsen falder
i denne periode, bl.a. fordi vommens volumen mindskes, når fostrene
fylder mere og mere i bughulen. Forsøg har f.eks. vist en nedgang
i vomvolumen på 40 % fra 3. til 5. måned af drægtigheden,
og at jo flere fostre, desto mere bliver vommen presset sammen. For
at kunne nå at optage nok foder og derved næringsstoffer
øges de bevægelser i vom og tarme, som derved sender foderet
hurtigere igennem fordøjelseskanalen. Dette har den negative
effekt, at foderudnyttelsen falder, og at det højdrægtige
får reelt ikke opnår det udbytte af foderrationen, som det
var påregnet.
Fostrenes behov
for energi kan f.eks. opgøres i glukosebehov (sukker i blodbanen),
hvor hvert foster sidst i drægtigheden forbruger 75 til 80 g pr.
dag. Ved drægtighed med tre fostre bliver energibehovet derved
en tredobling i forhold til et goldfår. Hvis fåret underforsynes
med energi, opstår en ophobning af ketonstoffer i blodet, hvilket
viser sig både som drægtighedssyge (også kaldet ketose)
og negative effekter på produktionsresultatet. Sidstnævnte
f.eks. som nedsat huld og vægt, reduceret råmælksproduktion
og senere reduceret mælkeydelse/tilvækst af lam.
For
at imødekomme det store energibehov sidst i drægtigheden
suppleres rationer af grovfoder ofte med korn eller kraftfoder, hvorved
der er risiko for negative påvirkninger af vommen og efterfølgende
drægtighedssyge. Det bedste ville være at vide nøjagtigt,
hvor stor en andel af den samlede foderration, som kan bestå af
konserveret græs/grovfoder, og hvor lille en andel der behøver
at være kraftfoder.
Undersøgelse
Som
del af det afsluttende speciale for agronomuddannelsen ved Den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole blev otte højdrægtige
krydsningsfår i foråret 2000 fulgt intensivt de sidste seks
uger før læmning og de efterfølgende første
tre uger af diegivningsperioden.
Hele forløbet
startede i august 1999, hvor en gruppe på 24 får blev undersøgt
for yverskader, tænder, lemmer, huldbedømt, og en flushing
blev igangsat. Fårene kom på en hvidkløvergræsmark,
fik 500 g kraftfoder og 25 g fiskemel pr. dag, og en Shropshirevædder
med væddersele blev sat til.
Seks uger før
første læmning blev fårene indbundet, klippet og
drægtighedsscannet. Scanningen viste et gennemsnit på 1,9
lam, og at 5 får var drægtige med 3 fostre. Det var nu muligt
at inddele forsøgsfårene i forsøgsenheder og de
øvrige får i forhold til fosterantal.
Forsøgsfårene
blev inddelt i to fodringsgrupper, således at fire får blev
fodret med wrappet usnittet ensilage, og fire får blev fodret
med fabrikstørret snittet grønhø i drægtighedsperioden.
Hver fodringsgruppe indeholdt to får drægtige med to lam
og to får drægtige med tre lam. Efter læmning blev
det mindste trillinglam taget fra og sat på mælkeerstatning,
og alle får blev fodret med hø. I hele forsøgsperioden
var fårene opstaldet enkeltvis, og boksen var strøet med
savsmuld.
Formålet
var at undersøge, hvorledes konserveringstypen af græs
og antal fostre påvirkede fårenes foder- og energioptagelse,
risikoen for drægtighedssyge, huld og mælkeydelse. Derfor
blev blandt andet følgende forhold registret:
*
Foder- og vandoptagelse pr. døgn
*
Tyggeaktivitet
* Huldkarakter
*
Blodsukker og ketonstoffer i blod
*
Drægtighedslængde
* Kuldvægt
og daglig tilvækst af lammene
*
Råmælksmængde
Fodring
Græsset,
som blev brugt til henholdsvis ensilage og hø, var fra den samme
nyudlagte græsmark bestående af timothe, almindelig rajgræs
og hundegræs. Det blev som 2. slæt slået primo september,
forvejret i 2 døgn, og andelen til ensilage blev wrappet i rundballer,
og andelen til grønhø blev snittet, fabrikstørret
og presset i bigballer. Der blev foretaget fodermiddelanalyser, og den
ernæringsmæssige sammensætning kan ses i Tabel 1.
Grovfoderet kan beskrives som et dårligt kvalitets grovfoder med
et højt træstofindhold, en lav fordøjelighed og
et lavt energiindhold. Årsagen er det sene slættidspunkt,
den lange forvejring, som sandsynligvis er sket i en fugtig periode.
Sidstnævnte kan konkluderes, da tørstofindholdet "kun"
er 28 % for ensilagen. Fodermiddelanalysen viste samtidig et højt
indhold af smørsyre og et lavt indhold af mælkesyre i ensilagen,
som er et udtryk for et dårligt forgæringsforløb.
Alt i alt ikke et fodermiddel, den erfarne fåreavler ville anvende
sidst i drægtighed.
For
at undersøge, om fiskemel har en positiv virkning på foderoptagelsen,
begyndte alle får at få 100 g fiskemel pr. dag 28 dage før
forventet læmning. Foderoptagelsen blev altså registreret
både før og efter dette tilskud. Efter læmning måtte
de ensilagefodrede får have et tilskud af 600 g hel byg pr. dag,
mere herom senere.
Resultater
og diskussion
Figur
1 viser foderoptagelse, som er korrigeret for de enkelte fårs
vægt, da de vejede mellem 60 og 90 kg, og store får æder
mere end små får. Det interessante er kurvernes forløb
med stabil optagelse af foder indtil ca. 10 dage før læmning,
hvor optagelsen begynder at falde, og den markante stigning i optagelsen
efter læmning.
Foder-,
energi- og vandoptagelse
Fårene
åd mellem 1 og 1,4 kg tørstof pr. dag sidst i drægtighed,
således ca. 4,5 kg ensilage og 1,5 kg hø. Før tilskud
af 100 g fiskemel åd får fodret med hø mere end får
fodret med ensilage, men efter tilskuddet øgede de ensilagefodrede
får deres foderoptagelse, så de to hold åd det samme.
Dette viser en tendens til, at foderoptagelsen af et dårligt grovfoder
kan øges ved tilskud af protein. Fiskemels meget unikke indhold
af aminosyrer betyder, at omsætningen af foder i vommen øges,
hvorved foderudnyttelsen stiger og ligeledes fårets velbefindende
generelt. Vigtigt er også fiskemels energitilskud, som ved 100
g er ca. 0,15 FE og altså kan udgøre 10 % af energinormen
(1,5 FE).
Tildelingen af fiskemel
var ikke påregnet fra starten af forsøget, da intentionen
var at se, hvorledes ensidig fodring med ensilage eller hø påvirkede
fårene. Allerede efter 2 uger udelukkende på grovfoder i
denne kritiske fase af fårenes drægtighed viste de ensilagefodrede
får tegn på underforsyning med energi. De gik synligt ned
i huld, åd og drøvtyggede unaturligt meget og fik en "træls"
uld, dvs. virkede utrivelige. Fodermiddelanalysen forelå ikke
på daværende tidspunkt, men det er som altid vigtigt at
observere sine får via huldbedømmelse og via den kritiske
fåreavlers blik!
Frem mod læmning
faldt foderoptagelsen for begge hold. Det ses af Figur 1, at et markant
fald begyndte ca. 10 dage før læmning, så fårene
faktisk kun åd 0,6-0,8 kg tørstof på dagen for læmning.
Årsagen er dels, at fostrene fylder mere og mere, men også
hormonændringer frem mod læmningen. Ved drægtighed
med 3 fostre åd fårene mindre de sidste 5 dage før
læmning end får drægtige med 2 fostre. Netop dette
fald i foder- og energioptagelse i den sidste tid, hvor fostre vokser
mest, og hvor fåret begynder at producerer råmælk
og mælk, betyder, at fåret har stor risiko for drægtighedssyge.
Figur 2 viser energioptagelsen
i FE i forhold til normen. Som det ses, var fårene til alle tider,
både i drægtighed og under diegivning, underforsynet med
energi, og især får drægtige med 3 fostre. Drægtighedsscanning
vil på besætningsniveau kunne hjælpe fåreholderen
til at opdele sine får i fodringsgrupper efter antal fostre for
på den måde at kunne supplere en grovfoderration med et
mere energirigt tilskudsfoder.
Efter læmning
steg foderoptagelsen meget hurtigt (6-7 dage) op til et stabilt niveau
på 1,9-2,1 kg tørstof pr. dag. Begge hold fik på
dette tidspunkt hø, og det sås, at fårene, som i
drægtighed havde fået ensilage, ikke kunne æde lige
så meget som hø-holdet. Den markante stigning i foderoptagelse
er mulig, da fostrene ikke mere fylder i bughulen, og vommen har mulighed
for at ekspandere.
Der
var fri adgang til vand, og andelen, som fårene drak, blev registreret.
Den mængde vand, som var i foderet og især i ensilagen,
blev medregnet i total vandoptagelse. Får fodret med hø
drak 3-4 kg mere end får fodret med ensilage. I Figur 3 ses den
totale vandoptagelse de sidste 20 dage før læmning og de
første 22 dage i diegivning. Vandoptagelsen var stigende frem
mod læmning, så fårene de sidste 5 dage før
optog omkring 5,5 kg vand for hvert kg tørstof, de åd.
Får drægtige med trillinglam optog omkring 1,5 kg vand mere
end får drægtige med tvillinglam. Årsagen er dels
en stigende varmeproduktion og dels en øget udskillelse af affaldsprodukter
fra fostrene. Normen for tildeling af vand i sidste måned af drægtighed
er 5,2-5,2 kg vand pr. kg ædt tørstof ved får drægtige
med 2 fostre.
Huld,
råmælk- og mælkeydelse
Normen
for huld sidst i drægtighed er 2,5 til 3.
I Figur 4 ses huldtabet
for hver fodringsgruppe. Fodring med ensilage medførte et klart
huldtab til under normen sidst i drægtighed, mens fodring med
hø ikke medførte samme huldnedgang. Som nævnt måtte
ensilage-holdet tildeles hel byg i diegivningsperioden, da deres huld
og almene tilstand var så kritisk, at de ikke kunne malke til
deres lam. Fårene fodret med hø var i det huld, der kan
betegnes som "arbejdstøjet",og gav ikke anledning til
bekymring. Hvis der skæves til ophobningen af ketonstoffer i blodet,
altså risikoen for drægtighedssyge, ses en meget større
ketonstofkoncentration i blodet. Får fodret med ensilage havde
større risiko for ketose, og får drægtige med 3 fostre
var mest belastet.
Ved fødsel
var gennemsnitlig kuldvægt i de to fodringsgrupper ens: 10,5 kg.
Fordelingen var dog således, at trillinglam i gennemsnit vejede
3,7 kg, og tvillinglam vejede 5 kg. Interessant er det, at ensilage-holdet
gennemsnitlig havde 2 dages længere drægtighed end hø-holdet.
Kombineres disse to informationer, kan det udledes, at fårene
ved en dårlig energiforsyning bare forlænger drægtigheden,
indtil fostrene har den rette størrelse og er klar til fødsel.
Samtidig viser det lave huld, at fårene i drægtighed prioriterer
deres fostre højere end dem selv.
Får fodret
med ensilage havde 30% lavere råmælksmængde end fårene
fodret med hø. Dette er et udtryk for den lave energiforsyning
sidst i drægtighed, som fårene åbenbart ved produktion
af råmælk ikke kan sætte sig ud over.
Mælkeydelsen
i diegivningsperioden blev målt som den daglige tilvækst
af lammene de første 3 uger efter fødsel, og igen havde
ensilage-holdet problemer. Deres lam voksede 246 g pr. dag i gennemsnit,
hvilket var 15 % mindre end lammene hos hø-holdet, der voksede
285 g pr. dag. Som nævnt fik ensilage-holdet 600 g hel byg på
dette tidspunkt, men alligevel formåede de ikke at omsætte
denne ekstra energi i mælk. I stedet prioriterede ensilage-fårene
deres huld (se Figur 4) ved at afsætte ca. ½ huldkarakter
de første 3 uger efter læmning.
Forsøget
sluttede 3 uger efter læmning, hvorefter alle får blev fodret
i flok med ensilage og hø ad libitum, 800 g kraftfoder og 25
g fiskemel pr. dag. Efter 8 uger blev alle lammene igen vejet, og resultatet
var en interessant langtidseffekt af mødrenes fodring i drægtigheden.
Lam fra får fodret med ensilage sidst i drægtighed havde
haft en markant lavere tilvækst end lam fra får fodret med
hø: 242 g i forhold til 319 g pr. dag.
Konklusion
Indledningsvis
er det vigtigt at nævne, at netop de anvendte fodermidler og deres
karakteristika skal haves i erindring, når konklusionen læses!
Det var grovfoder af dårlig kvalitet, og intentionen var at se,
hvor meget fåret kan belastes i de kritiske sidste 6 uger. Derfor
er dette IKKE generelle konklusioner på fodring med ensilage og
hø, men tendenser og undersøgelse af en ekstrem situation.
* Tørstofoptagelsen
af lang wrappet græsensilage er lavere end optagelsen af fabrikstørret
snittet græshø 5 uger før læmning uden tildelingen
af fiskemel. Efter 100 g fiskemel pr. dag 4 uger før læmning
var der ikke forskel i tørstofoptagelsen af ensilage og hø.
*
Supplement af 100 g fiskemel øgede tørstofoptagelsen af
ensilage af dårlig kvalitet.
*
Tilskud af fiskemel resulterede i højere blodsukker/bedre energistatus,
hvorved drægtighedssyge blev undgået.
*
Foderoptagelsen falder markant den sidste uge af drægtighed, og
får drægtige med 3 fostre har lavere foderoptagelse end
får drægtige med 2 fostre
*
Får fodret med hø beholdt anbefalet huld (huldkarakter
2,5-3) i perioden indtil læmning
*
Får fodret med ensilage havde meget dårligere huld (huldkarakter
1-2)
*
Stigende total vandoptagelse frem mod læmning ved både fodring
med ensilage og hø
*
Større vandoptagelse ved drægtighed med 3 fostre i forhold
til 2 fostre
*
Råmælksydelsen og derved lammenes immunforsvar bliver dårligt,
når fåret har været underforsynet med energi sidst
i drægtighed
*
Lam af får i dårligt huld har en lavere daglig tilvækst
end lam af får i anbefalet huld.
*
Får i dårligt huld har en mindre mælkeydelse end år
i anbefalet huld
*
Suppleringsfoder i diegivningsperioden til får i lavt huld hæver
fårets huld, men kan ikke ændre/øge mælkeydelsen
og dermed lammenes tilvækst
*
Observer altid fårenes huld med fåreholderens kritiske blik
og grib ind, før det er for sent. En dårlig fodring sidst
i drægtighed kan ikke afhjælpes med bedre foder under diegivning,
og resultatet bliver en årlig tilvækst af lammene og derved
en dårligere økonomi.
*
Drægtighedsscanning kan hjælpe fåreholderen til at
fodre får med flere fostre i forhold til både fårets,
fostrenes og yverets behov for energi og mindske risikoen for drægtighedssyge
*
Anvend sidst i drægtighed kun den bedste kvalitet af ensilage
og hø.
Tabeller og figurer:
Tabel 1
Ernæringsmæssig
sammensætning af wrappet ensilage og fabrikstørret grønhø
Ensilage Hø
Tørstof,
% 27,7 87,5
Kemisk indhold,
% af tørstof
Aske 7,71 8,37
Råprotein
16,6 15,1
Råfedt 3,0
2,4
Træstof 27,8
30,5
Ernæringsindhold
Fordøj. Af
organisk stof, % 60 55
Energi, FE pr. kg
tørstof 0,7 0,6
Fordøj. Råprotein
12,6 10,7
AAT g pr. FE 88
112
FBV, g pr. FE 44
15
Figur 1
Daglig ad libitum
tørstofoptagelse af konserveret græs: Ensilage (_) eller
hø (n) i drægtighedperioden og hø efter læmning,
som funktion af dag før og efter læmning. Hvert punkt repræsenterer
gennemsnit af fire fårs optagelse pågældende dag,
uafhængig af fosterantal. Spring i kurveforløb betyder
manglende måling, og markante udsving kan stamme fra ét
enkelt fårs uforklarlige ændrede optagelse den dag.
Figur 2
Total energioptagelse
som gennemsnit over stadier i drægtighed og diegivning, for får
fodret med ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedsperioden
og hø efter læmning. Hvert punkt repræsenterer gennemsnit
af fire fårs energioptagelse i pågældende periode,
uafhængig af antal fostre. Normangivelse er for henholdsvis to
og tre fostre.
Figur 3
Total daglig vandoptagelse
i forhold til g optaget tørstof for får fodret med ensilage
(_) eller hø (n) i drægtighedsperioden og hø efter
læmning, som funktion af dag før og efter læmning.
Hvert punkt angiver gennemsnit af fire fårs vandoptagelse, uafhængig
af fosterantal.
Figur 4
Huldkarakter af
får fodret med ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedsperioden
og hø efter læmning, i forhold til tidspunkt før
og efter læmning. Huldskala 0 til 5, hvor 5 er højeste
grad af fedme.