Ensidig fodring med ensilage og hø

til højdrægtige får med flere fostre

- Påvirkninger af huld, råmælksproduktion og tilvækst af lam

Af agronom Anne-Mette Christensen
(Fra "Dansk Fåreavl" nr. 11/12 2000)

I det sidste års tid har jeg undersøgt, hvorledes fodring med ensilage eller hø påvirker det højdrægtige får og den senere mælkeproduktion. Jeg har opstillet mit eget forsøg og sammenlignet med de fodringsforsøg, som andre har lavet og beskrevet i udenlandsk litteratur. Nu har jeg fået den fornøjelse at skulle præsentere de resultater, som kan have interesse i Danmark på praktisk besætningsniveau. Jeg ønsker med dette indlæg at give en lille indsigt i mine resultater, før jeg både på Fagmøde 2000 og ude i distrikterne hér i efteråret vil beskrive forsøget og resultaterne grundigere.

Det er vigtigt at bemærke, at de resultater, som dette forsøg viste, ikke fuldstændigt kan overføres til praksis, da bl.a. forhold som flokstørrelse, antal udfodringer og management betyder meget. Men når der skal vises nogle tendenser og for at afdække grundviden, må der opstilles forsøg, hvor fårene fodres enkeltvis og følges på en måde, som ellers ikke er mulig i praksis.

Problemstilling
I drægtighedsperioden opnår fostrene 70 procent af deres vægt i de sidste seks uger af drægtigheden. Foderoptagelsen falder i denne periode, bl.a. fordi vommens volumen mindskes, når fostrene fylder mere og mere i bughulen. Forsøg har f.eks. vist en nedgang i vomvolumen på 40 % fra 3. til 5. måned af drægtigheden, og at jo flere fostre, desto mere bliver vommen presset sammen. For at kunne nå at optage nok foder og derved næringsstoffer øges de bevægelser i vom og tarme, som derved sender foderet hurtigere igennem fordøjelseskanalen. Dette har den negative effekt, at foderudnyttelsen falder, og at det højdrægtige får reelt ikke opnår det udbytte af foderrationen, som det var påregnet.

Fostrenes behov for energi kan f.eks. opgøres i glukosebehov (sukker i blodbanen), hvor hvert foster sidst i drægtigheden forbruger 75 til 80 g pr. dag. Ved drægtighed med tre fostre bliver energibehovet derved en tredobling i forhold til et goldfår. Hvis fåret underforsynes med energi, opstår en ophobning af ketonstoffer i blodet, hvilket viser sig både som drægtighedssyge (også kaldet ketose) og negative effekter på produktionsresultatet. Sidstnævnte f.eks. som nedsat huld og vægt, reduceret råmælksproduktion og senere reduceret mælkeydelse/tilvækst af lam.

For at imødekomme det store energibehov sidst i drægtigheden suppleres rationer af grovfoder ofte med korn eller kraftfoder, hvorved der er risiko for negative påvirkninger af vommen og efterfølgende drægtighedssyge. Det bedste ville være at vide nøjagtigt, hvor stor en andel af den samlede foderration, som kan bestå af konserveret græs/grovfoder, og hvor lille en andel der behøver at være kraftfoder.

Undersøgelse
Som del af det afsluttende speciale for agronomuddannelsen ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole blev otte højdrægtige krydsningsfår i foråret 2000 fulgt intensivt de sidste seks uger før læmning og de efterfølgende første tre uger af diegivningsperioden.

Hele forløbet startede i august 1999, hvor en gruppe på 24 får blev undersøgt for yverskader, tænder, lemmer, huldbedømt, og en flushing blev igangsat. Fårene kom på en hvidkløvergræsmark, fik 500 g kraftfoder og 25 g fiskemel pr. dag, og en Shropshirevædder med væddersele blev sat til.

Seks uger før første læmning blev fårene indbundet, klippet og drægtighedsscannet. Scanningen viste et gennemsnit på 1,9 lam, og at 5 får var drægtige med 3 fostre. Det var nu muligt at inddele forsøgsfårene i forsøgsenheder og de øvrige får i forhold til fosterantal.

Forsøgsfårene blev inddelt i to fodringsgrupper, således at fire får blev fodret med wrappet usnittet ensilage, og fire får blev fodret med fabrikstørret snittet grønhø i drægtighedsperioden. Hver fodringsgruppe indeholdt to får drægtige med to lam og to får drægtige med tre lam. Efter læmning blev det mindste trillinglam taget fra og sat på mælkeerstatning, og alle får blev fodret med hø. I hele forsøgsperioden var fårene opstaldet enkeltvis, og boksen var strøet med savsmuld.

Formålet var at undersøge, hvorledes konserveringstypen af græs og antal fostre påvirkede fårenes foder- og energioptagelse, risikoen for drægtighedssyge, huld og mælkeydelse. Derfor blev blandt andet følgende forhold registret:

* Foder- og vandoptagelse pr. døgn

* Tyggeaktivitet

* Huldkarakter

* Blodsukker og ketonstoffer i blod

* Drægtighedslængde

* Kuldvægt og daglig tilvækst af lammene

* Råmælksmængde

Fodring
Græsset, som blev brugt til henholdsvis ensilage og hø, var fra den samme nyudlagte græsmark bestående af timothe, almindelig rajgræs og hundegræs. Det blev som 2. slæt slået primo september, forvejret i 2 døgn, og andelen til ensilage blev wrappet i rundballer, og andelen til grønhø blev snittet, fabrikstørret og presset i bigballer. Der blev foretaget fodermiddelanalyser, og den ernæringsmæssige sammensætning kan ses i Tabel 1. Grovfoderet kan beskrives som et dårligt kvalitets grovfoder med et højt træstofindhold, en lav fordøjelighed og et lavt energiindhold. Årsagen er det sene slættidspunkt, den lange forvejring, som sandsynligvis er sket i en fugtig periode. Sidstnævnte kan konkluderes, da tørstofindholdet "kun" er 28 % for ensilagen. Fodermiddelanalysen viste samtidig et højt indhold af smørsyre og et lavt indhold af mælkesyre i ensilagen, som er et udtryk for et dårligt forgæringsforløb. Alt i alt ikke et fodermiddel, den erfarne fåreavler ville anvende sidst i drægtighed.

For at undersøge, om fiskemel har en positiv virkning på foderoptagelsen, begyndte alle får at få 100 g fiskemel pr. dag 28 dage før forventet læmning. Foderoptagelsen blev altså registreret både før og efter dette tilskud. Efter læmning måtte de ensilagefodrede får have et tilskud af 600 g hel byg pr. dag, mere herom senere.

Resultater og diskussion
Figur 1 viser foderoptagelse, som er korrigeret for de enkelte fårs vægt, da de vejede mellem 60 og 90 kg, og store får æder mere end små får. Det interessante er kurvernes forløb med stabil optagelse af foder indtil ca. 10 dage før læmning, hvor optagelsen begynder at falde, og den markante stigning i optagelsen efter læmning.

Foder-, energi- og vandoptagelse
Fårene åd mellem 1 og 1,4 kg tørstof pr. dag sidst i drægtighed, således ca. 4,5 kg ensilage og 1,5 kg hø. Før tilskud af 100 g fiskemel åd får fodret med hø mere end får fodret med ensilage, men efter tilskuddet øgede de ensilagefodrede får deres foderoptagelse, så de to hold åd det samme. Dette viser en tendens til, at foderoptagelsen af et dårligt grovfoder kan øges ved tilskud af protein. Fiskemels meget unikke indhold af aminosyrer betyder, at omsætningen af foder i vommen øges, hvorved foderudnyttelsen stiger og ligeledes fårets velbefindende generelt. Vigtigt er også fiskemels energitilskud, som ved 100 g er ca. 0,15 FE og altså kan udgøre 10 % af energinormen (1,5 FE).

Tildelingen af fiskemel var ikke påregnet fra starten af forsøget, da intentionen var at se, hvorledes ensidig fodring med ensilage eller hø påvirkede fårene. Allerede efter 2 uger udelukkende på grovfoder i denne kritiske fase af fårenes drægtighed viste de ensilagefodrede får tegn på underforsyning med energi. De gik synligt ned i huld, åd og drøvtyggede unaturligt meget og fik en "træls" uld, dvs. virkede utrivelige. Fodermiddelanalysen forelå ikke på daværende tidspunkt, men det er som altid vigtigt at observere sine får via huldbedømmelse og via den kritiske fåreavlers blik!

Frem mod læmning faldt foderoptagelsen for begge hold. Det ses af Figur 1, at et markant fald begyndte ca. 10 dage før læmning, så fårene faktisk kun åd 0,6-0,8 kg tørstof på dagen for læmning. Årsagen er dels, at fostrene fylder mere og mere, men også hormonændringer frem mod læmningen. Ved drægtighed med 3 fostre åd fårene mindre de sidste 5 dage før læmning end får drægtige med 2 fostre. Netop dette fald i foder- og energioptagelse i den sidste tid, hvor fostre vokser mest, og hvor fåret begynder at producerer råmælk og mælk, betyder, at fåret har stor risiko for drægtighedssyge.

Figur 2 viser energioptagelsen i FE i forhold til normen. Som det ses, var fårene til alle tider, både i drægtighed og under diegivning, underforsynet med energi, og især får drægtige med 3 fostre. Drægtighedsscanning vil på besætningsniveau kunne hjælpe fåreholderen til at opdele sine får i fodringsgrupper efter antal fostre for på den måde at kunne supplere en grovfoderration med et mere energirigt tilskudsfoder.

Efter læmning steg foderoptagelsen meget hurtigt (6-7 dage) op til et stabilt niveau på 1,9-2,1 kg tørstof pr. dag. Begge hold fik på dette tidspunkt hø, og det sås, at fårene, som i drægtighed havde fået ensilage, ikke kunne æde lige så meget som hø-holdet. Den markante stigning i foderoptagelse er mulig, da fostrene ikke mere fylder i bughulen, og vommen har mulighed for at ekspandere.

Der var fri adgang til vand, og andelen, som fårene drak, blev registreret. Den mængde vand, som var i foderet og især i ensilagen, blev medregnet i total vandoptagelse. Får fodret med hø drak 3-4 kg mere end får fodret med ensilage. I Figur 3 ses den totale vandoptagelse de sidste 20 dage før læmning og de første 22 dage i diegivning. Vandoptagelsen var stigende frem mod læmning, så fårene de sidste 5 dage før optog omkring 5,5 kg vand for hvert kg tørstof, de åd. Får drægtige med trillinglam optog omkring 1,5 kg vand mere end får drægtige med tvillinglam. Årsagen er dels en stigende varmeproduktion og dels en øget udskillelse af affaldsprodukter fra fostrene. Normen for tildeling af vand i sidste måned af drægtighed er 5,2-5,2 kg vand pr. kg ædt tørstof ved får drægtige med 2 fostre.

Huld, råmælk- og mælkeydelse
Normen for huld sidst i drægtighed er 2,5 til 3.

I Figur 4 ses huldtabet for hver fodringsgruppe. Fodring med ensilage medførte et klart huldtab til under normen sidst i drægtighed, mens fodring med hø ikke medførte samme huldnedgang. Som nævnt måtte ensilage-holdet tildeles hel byg i diegivningsperioden, da deres huld og almene tilstand var så kritisk, at de ikke kunne malke til deres lam. Fårene fodret med hø var i det huld, der kan betegnes som "arbejdstøjet",og gav ikke anledning til bekymring. Hvis der skæves til ophobningen af ketonstoffer i blodet, altså risikoen for drægtighedssyge, ses en meget større ketonstofkoncentration i blodet. Får fodret med ensilage havde større risiko for ketose, og får drægtige med 3 fostre var mest belastet.

Ved fødsel var gennemsnitlig kuldvægt i de to fodringsgrupper ens: 10,5 kg. Fordelingen var dog således, at trillinglam i gennemsnit vejede 3,7 kg, og tvillinglam vejede 5 kg. Interessant er det, at ensilage-holdet gennemsnitlig havde 2 dages længere drægtighed end hø-holdet. Kombineres disse to informationer, kan det udledes, at fårene ved en dårlig energiforsyning bare forlænger drægtigheden, indtil fostrene har den rette størrelse og er klar til fødsel. Samtidig viser det lave huld, at fårene i drægtighed prioriterer deres fostre højere end dem selv.

Får fodret med ensilage havde 30% lavere råmælksmængde end fårene fodret med hø. Dette er et udtryk for den lave energiforsyning sidst i drægtighed, som fårene åbenbart ved produktion af råmælk ikke kan sætte sig ud over.

Mælkeydelsen i diegivningsperioden blev målt som den daglige tilvækst af lammene de første 3 uger efter fødsel, og igen havde ensilage-holdet problemer. Deres lam voksede 246 g pr. dag i gennemsnit, hvilket var 15 % mindre end lammene hos hø-holdet, der voksede 285 g pr. dag. Som nævnt fik ensilage-holdet 600 g hel byg på dette tidspunkt, men alligevel formåede de ikke at omsætte denne ekstra energi i mælk. I stedet prioriterede ensilage-fårene deres huld (se Figur 4) ved at afsætte ca. ½ huldkarakter de første 3 uger efter læmning.

Forsøget sluttede 3 uger efter læmning, hvorefter alle får blev fodret i flok med ensilage og hø ad libitum, 800 g kraftfoder og 25 g fiskemel pr. dag. Efter 8 uger blev alle lammene igen vejet, og resultatet var en interessant langtidseffekt af mødrenes fodring i drægtigheden. Lam fra får fodret med ensilage sidst i drægtighed havde haft en markant lavere tilvækst end lam fra får fodret med hø: 242 g i forhold til 319 g pr. dag.

Konklusion
Indledningsvis er det vigtigt at nævne, at netop de anvendte fodermidler og deres karakteristika skal haves i erindring, når konklusionen læses! Det var grovfoder af dårlig kvalitet, og intentionen var at se, hvor meget fåret kan belastes i de kritiske sidste 6 uger. Derfor er dette IKKE generelle konklusioner på fodring med ensilage og hø, men tendenser og undersøgelse af en ekstrem situation.

* Tørstofoptagelsen af lang wrappet græsensilage er lavere end optagelsen af fabrikstørret snittet græshø 5 uger før læmning uden tildelingen af fiskemel. Efter 100 g fiskemel pr. dag 4 uger før læmning var der ikke forskel i tørstofoptagelsen af ensilage og hø.

* Supplement af 100 g fiskemel øgede tørstofoptagelsen af ensilage af dårlig kvalitet.

* Tilskud af fiskemel resulterede i højere blodsukker/bedre energistatus, hvorved drægtighedssyge blev undgået.

* Foderoptagelsen falder markant den sidste uge af drægtighed, og får drægtige med 3 fostre har lavere foderoptagelse end får drægtige med 2 fostre

* Får fodret med hø beholdt anbefalet huld (huldkarakter 2,5-3) i perioden indtil læmning

* Får fodret med ensilage havde meget dårligere huld (huldkarakter 1-2)

* Stigende total vandoptagelse frem mod læmning ved både fodring med ensilage og hø

* Større vandoptagelse ved drægtighed med 3 fostre i forhold til 2 fostre

* Råmælksydelsen og derved lammenes immunforsvar bliver dårligt, når fåret har været underforsynet med energi sidst i drægtighed

* Lam af får i dårligt huld har en lavere daglig tilvækst end lam af får i anbefalet huld.

* Får i dårligt huld har en mindre mælkeydelse end år i anbefalet huld

* Suppleringsfoder i diegivningsperioden til får i lavt huld hæver fårets huld, men kan ikke ændre/øge mælkeydelsen og dermed lammenes tilvækst

* Observer altid fårenes huld med fåreholderens kritiske blik og grib ind, før det er for sent. En dårlig fodring sidst i drægtighed kan ikke afhjælpes med bedre foder under diegivning, og resultatet bliver en årlig tilvækst af lammene og derved en dårligere økonomi.

* Drægtighedsscanning kan hjælpe fåreholderen til at fodre får med flere fostre i forhold til både fårets, fostrenes og yverets behov for energi og mindske risikoen for drægtighedssyge
* Anvend sidst i drægtighed kun den bedste kvalitet af ensilage og hø.

Tabeller og figurer:

Tabel 1

Ernæringsmæssig sammensætning af wrappet ensilage og fabrikstørret grønhø

Ensilage Hø

Tørstof, % 27,7 87,5

Kemisk indhold, % af tørstof

Aske 7,71 8,37

Råprotein 16,6 15,1

Råfedt 3,0 2,4

Træstof 27,8 30,5

 

Ernæringsindhold

Fordøj. Af organisk stof, % 60 55

Energi, FE pr. kg tørstof 0,7 0,6

Fordøj. Råprotein 12,6 10,7

AAT g pr. FE 88 112

FBV, g pr. FE 44 15

   

Figur 1

Daglig ad libitum tørstofoptagelse af konserveret græs: Ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedperioden og hø efter læmning, som funktion af dag før og efter læmning. Hvert punkt repræsenterer gennemsnit af fire fårs optagelse pågældende dag, uafhængig af fosterantal. Spring i kurveforløb betyder manglende måling, og markante udsving kan stamme fra ét enkelt fårs uforklarlige ændrede optagelse den dag.

   

Figur 2

Total energioptagelse som gennemsnit over stadier i drægtighed og diegivning, for får fodret med ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedsperioden og hø efter læmning. Hvert punkt repræsenterer gennemsnit af fire fårs energioptagelse i pågældende periode, uafhængig af antal fostre. Normangivelse er for henholdsvis to og tre fostre.

   

Figur 3

Total daglig vandoptagelse i forhold til g optaget tørstof for får fodret med ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedsperioden og hø efter læmning, som funktion af dag før og efter læmning. Hvert punkt angiver gennemsnit af fire fårs vandoptagelse, uafhængig af fosterantal.

 

Figur 4

Huldkarakter af får fodret med ensilage (_) eller hø (n) i drægtighedsperioden og hø efter læmning, i forhold til tidspunkt før og efter læmning. Huldskala 0 til 5, hvor 5 er højeste grad af fedme.