Coccidiose

Af dyrlæge Ove Stengaard
Frederiksberg Dyreklinik, Sorø

I sidste artikel beskrev jeg nogle årsager til diarrésygdomme hos lam bl.a. visse bakterie og virusinfektioner.

Af tarmparasitter skal man her til sommer tænke på løbetarmorm, som jeg omtalte for et år siden.

I denne artikel vil jeg så beskrive det sidste element, man skal tænke over, hvis lammene får diarré, nemlig coccidiose.

Coccidier er små encellede snyltere, der lever i tarmens slimhinde. Der findes flere typer af coccidier, hvor nogle arter optræder på stald og andre på græs.

Udvikling
Lammene optager via munden de såkaldte oocyster (ægstadie), som er udskilt fra andre lam evt. fra voksne får. Nede i tarmen frigøres små mikroskopiske sporer (sporozoitter), som borer sig ind i tarmcellerne. Her sker en opformering, hvorefter tarmcellen ødelægges, og de nye sporer (merozoitter) frigøres. Disse borer sig ind i nye tarmceller, hvorefter hele tarmslimhinden til sidst ødelægges. Formeringen afsluttes med dannelse af nye oocyster (nyt ægstadie), som afgår med afføringen til omgivelserne, hvor de ligger som en smittekilde. Allerede her kan det ses, at mængden af oocyster spiller en stor rolle.

Det er ofte lam under 8 uger, der smittes, men ældre dyr kan også smittes. Voksne dyr kan være smitteudskiller uden selv at være klinisk syge.

Disponerende faktorer har betydning for udviklingen af sygdommen coccidiose. Dårlige hygiejniske forhold, overbelægning, andre stress-faktorer såsom transport, indkøb, sammenblandinger eller infektioner med andre tarmpatogener, fx E. coli og rotavirus, vil kunne intensiverer sygdommen. Sygdommen kommer så til klinisk udbrud. Det skal nævnes, at coccidier findes hos mange "raske" dyr. Dyrene bliver første klinisk syge, når de er oppe og udskille over 100.000 oocyster pr. gram afføring.

Symptomer
Der ses kraftig diarré, der oftest er blodtilblandet. Gødningen afsættes under trængninger, der kan være så voldsomme, at der kommer udkrængning af endetarmen. Dyrene kan dø i den akutte fase, men normalt overlever de, dog efter en uges sygdom. Dyrene vil være utrivelig i lang tid pga. den ødelagte tarmslimhinde. Dyrene bliver sat tilbage, og der kan i mange tilfælde være tale om et stort økonomisk tab.

Diagnosen
Stilles på undersøgelse af gødning for oocyster. Det er bedst at tage flere prøver fra besætningen og helst af dyr, som har diarreen. Er der dødsfald i besætningen, kan tarmsættet undersøges ved en obduktion. Her vil det ses, at det er de bageste tarmafsnit, tyktarm og endetarm, som er angrebet. Slimhinden er delvist afstødt, og der ses et blodigt tarmindhold.

Behandling
Skal indsættes tidligt i forløbet, mens coccidiens mellemstadier dannes, for at redde tarmslimhinden. Når først lammet udskiller oocyster, er det faktisk selvhelbredt, men utriveligt. Det bliver derfor flokbehandling, når man har konstateret diagnosen blandt de første udbrud.

Af medicin kan bruges Esbetré eller sulfadimidin. Disse præparater er på recept og skal ordineres af en dyrlæge. Behandlingen strækker sig over flere dage.

Forebyggelse
Bliver igen nøgleordet. Det gælder om gode hygiejniske forhold til dyrene med masser af strøelse, så der er tørt i lejerne. Bokse, drikketrug og fodertrug skal rengøres omhyggeligt. Dyrene skal undgås at blive stresset ved overbelægning, transporter, sammenblandinger og bratte foderskifter.

Oocysten er meget modstandsdygtig overfor mange kemikalier. Der er kommet et præparat på markedet, som kan dræbe oocysten. Midlet hedder "oo-cide".

Præparatet er så giftigt, at der ikke må være dyr i stalden, mens det bruges, og man skal selv bruge maske, handsker og briller. Det er et 2-komponent middel, som udsprøjtes efter hinanden på gulv og vægge l meter op.