Coccidiose
Af
dyrlæge Ove Stengaard
Frederiksberg
Dyreklinik, Sorø
I
sidste artikel beskrev jeg nogle årsager til diarrésygdomme
hos lam bl.a. visse bakterie og virusinfektioner.
Af
tarmparasitter skal man her til sommer tænke på løbetarmorm,
som jeg omtalte for et år siden.
I
denne artikel vil jeg så beskrive det sidste element, man skal
tænke over, hvis lammene får diarré, nemlig coccidiose.
Coccidier
er små encellede snyltere, der lever i tarmens slimhinde. Der
findes flere typer af coccidier, hvor nogle arter optræder på
stald og andre på græs.
Udvikling
Lammene
optager via munden de såkaldte oocyster (ægstadie), som
er udskilt fra andre lam evt. fra voksne får. Nede i tarmen frigøres
små mikroskopiske sporer (sporozoitter), som borer sig ind i tarmcellerne.
Her sker en opformering, hvorefter tarmcellen ødelægges,
og de nye sporer (merozoitter) frigøres. Disse borer sig ind
i nye tarmceller, hvorefter hele tarmslimhinden til sidst ødelægges.
Formeringen afsluttes med dannelse af nye oocyster (nyt ægstadie),
som afgår med afføringen til omgivelserne, hvor de ligger
som en smittekilde. Allerede her kan det ses, at mængden af oocyster
spiller en stor rolle.
Det
er ofte lam under 8 uger, der smittes, men ældre dyr kan også
smittes. Voksne dyr kan være smitteudskiller uden selv at være
klinisk syge.
Disponerende
faktorer har betydning for udviklingen af sygdommen coccidiose. Dårlige
hygiejniske forhold, overbelægning, andre stress-faktorer såsom
transport, indkøb, sammenblandinger eller infektioner med andre
tarmpatogener, fx E. coli og rotavirus, vil kunne intensiverer sygdommen.
Sygdommen kommer så til klinisk udbrud. Det skal nævnes,
at coccidier findes hos mange "raske" dyr. Dyrene bliver første
klinisk syge, når de er oppe og udskille over 100.000 oocyster
pr. gram afføring.
Symptomer
Der
ses kraftig diarré, der oftest er blodtilblandet. Gødningen
afsættes under trængninger, der kan være så
voldsomme, at der kommer udkrængning af endetarmen. Dyrene kan
dø i den akutte fase, men normalt overlever de, dog efter en
uges sygdom. Dyrene vil være utrivelig i lang tid pga. den ødelagte
tarmslimhinde. Dyrene bliver sat tilbage, og der kan i mange tilfælde
være tale om et stort økonomisk tab.
Diagnosen
Stilles
på undersøgelse af gødning for oocyster. Det er
bedst at tage flere prøver fra besætningen og helst af
dyr, som har diarreen. Er der dødsfald i besætningen, kan
tarmsættet undersøges ved en obduktion. Her vil det ses,
at det er de bageste tarmafsnit, tyktarm og endetarm, som er angrebet.
Slimhinden er delvist afstødt, og der ses et blodigt tarmindhold.
Behandling
Skal
indsættes tidligt i forløbet, mens coccidiens mellemstadier
dannes, for at redde tarmslimhinden. Når først lammet udskiller
oocyster, er det faktisk selvhelbredt, men utriveligt. Det bliver derfor
flokbehandling, når man har konstateret diagnosen blandt de første
udbrud.
Af
medicin kan bruges Esbetré eller sulfadimidin. Disse præparater
er på recept og skal ordineres af en dyrlæge. Behandlingen
strækker sig over flere dage.
Forebyggelse
Bliver
igen nøgleordet. Det gælder om gode hygiejniske forhold
til dyrene med masser af strøelse, så der er tørt
i lejerne. Bokse, drikketrug og fodertrug skal rengøres omhyggeligt.
Dyrene skal undgås at blive stresset ved overbelægning,
transporter, sammenblandinger og bratte foderskifter.
Oocysten
er meget modstandsdygtig overfor mange kemikalier. Der er kommet et
præparat på markedet, som kan dræbe oocysten. Midlet
hedder "oo-cide".
Præparatet
er så giftigt, at der ikke må være dyr i stalden,
mens det bruges, og man skal selv bruge maske, handsker og briller.
Det er et 2-komponent middel, som udsprøjtes efter hinanden på
gulv og vægge l meter op.